torsdag den 17. september 2009

Et lille glimt

af huset....






.... legehuset, der så rigtig slemt ud før manden kom forbi med en spand svenskrød træbeskyttelse. Og blev grebet og liiiiige gav bordet en omgang ogsa

Længe siden sidst

Åh suk! Hvor er det længe side sidst.
Der er sket SÅ meget:
  • Nyt hus (som i gammelt hus, der skulle have en masse istandsættelse)
  • Orlov slut (og deraf følgende genstart på job)
  • Vuggestuestart for Karoline-bøllen
Alt sammen stort set samtidig. Pyha!

-Men heldigvis er der gode mennesker, der hjalp os. En stor tak til jer, der hjalp med at male, sætter lister op, passe børn og endelig flytte alt vores habengut. Et gratis råd til fri afbenyttelse: flyt ikke i slutningen af juli, hvor ALLE i hele verden holder ferie. Derfor var der kun 2 voksne og et par ivrige børn, der hjalp med at flytte det hele - i regnvejr for at det ikke skal være løgn.
Disse seje mennesker ville ovenikøbet ikke gå, før vores senge var samlet. Tusind tak!

Der skal nok komme lidt billeder og så'en på et tidspunkt.

Og så må jeg lige gøre lidt reklame: Hvis du har kolde tæer i de tidlige efterårsmorgner, så kan du varme dig med et par dejlige give-away-sokker, hvis du er så heldig at vinde hos Frau Putz.

søndag den 24. maj 2009

Sådan vil jeg se ud, når jeg bliver gammel

Se lige disse og læg især mærke til hende til højre.

Det er sgu da festligt. -Og en måde at få brugt lidt garnrester på :-)

Sådan vil jeg også se ud, når jeg bliver gammel, måske farver jeg håret blåt eller lyselilla, men ellers er det jo lige til at kopiere .
Så skal jeg drikke portvin, spise småkager og knibe unge mandlige tjenere i kinderne (el.noget)...

Eller også skal jeg vælge Barbera Cartland-modellen med væg-til-væg lyserødt og overdrevet meget mascara på kinderne...

Hm... svært valg, der heldigvis ikke skal træffes de næste 30-35 år

fredag den 22. maj 2009

Den første mand

I dag har Frederikke tegnet sin første mand, hvor man kan se hvad det ligner uden at være hendes mor.
Vi sad og tegnede og fik sammen kreeret en høne og en hane.
Så forklarede jeg hende, hvordan hun kunne tegne en mand og vupti, der var han med små skæve ben og et melankolsk udtryk i ansigtet.







(Jeg ved godt at det ikke er stor kunst, og at der hele verden over er 3-årige, der tegner deres første tændstikmand, men det MIN 3-årige, der tegnede sin første mand til MIG)

fredag den 24. april 2009

Blomstervest


I går fik jeg afsluttet Frederikkes blomstervest.
Pyha, der var rigtig mange ender at hæfte. Det var lykkedes mig at få hæklet cirka halvdelen af enderne med undervejs, men stoppenålen måtte frem til sidst.

"Heldigvis" er jeg så godt sat til af høfeber, at endehæftning var et godt alternativ til at gå lidt i haven når ungerne sov.

Jeg er meget tilfreds med den lille detalje med den hæklede knap. Min første knap!


Faktisk er jeg godt tilfreds med hele vesten. Jeg kan godt lide, at den er lillepigetøset i farverne og samtidig har et hippie-agtigt udtryk.


Det blive så spændende at se, om Frederikke gider bruge den - i morges skulle hun i hvert fald have "hønsetøj" på i stedet (det er en yndet leg at ønske "hønsetøj" og andet underligt, når der skal findes tøj frem om morgenen. Heldigvis har mor og far indtil nu ramt rigtigt med det helt almindelige pigetøj, vi kommer med).

Ny skala foreslås

Jeg foreslår en udvidelse af skalaen for birkepollen, så den eksisterende
<30:få
30-100: moderat
>100: mange

udvides med:
300-600: rigtig mange
>600: alt for mange

-Og så stemmer jeg i øvrigt for at udrydde alle birketræerne. Hvorfor ikke klassificere dem som en invasiv art og overvåge dem via satellit ligesom bjørneklo?
Udryddelsesmetode (Roundup, økse eller skovbrand) - du vælger selv!

onsdag den 15. april 2009

Jeg er vist klar

På fredag bliver mine billeder udstillet.
Jeg har udvalgt de mindst ringe af min store bunke lærreder. Når jeg pludselig skal have dem hængt op et sted mellem en masse virkeligt gode malerier, så skal det ikke være alt for banal aftenskolekunst. Det skal være noget, jeg er glad for, og som jeg også godt vil vise frem.

Det er vist lykkedes.

Jeg bliver lidt blufærdig, når andre skal se mine klatmalerier. Det er helt i orden at mine medkursister kigger med, de er jo tilstede og følger processen ligesom jeg følger med i deres billeder, men andre...? Jeg kan godt lide at kigge på mine egne ting, men synes samtidig at det kan virke lidt mærkeligt at hænge dem op på væggene.
Måske fordi jeg ikke vil pådutte nogen at skulle se hvad jeg har lavet...?

Nå, inden jeg bliver alt for lommefilosofisk må jeg blot konstatere, at jeg glemte at få taget et foto af de udvalgte malerier. Men det må jeg prøve at gøre på lørdag, når hele maleholdet holder maleworkshop samme sted som den store udstilling.

Jeg glæder mig!

mandag den 6. april 2009

Påskepynt


Bare lige et hurtigt kig på vores påskepynt. Billedet er fra sidste år, da Frederikke og jeg klatmalede nogle plastæg fra Panduro og glimmerlim.

Jeg synes, at de blev ret flotte i betragtning af, at tøsen ikke engang var fyldt 2 dengang.
Stor var glæden hos os begge, da vi fandt dem frem for et par uger siden.
Vi har lige kigget på billeder fra dengang og snakket om, at hun sidder og maler med sut i munden, for ellers puttede hun pensel eller maler-fingre i munden, hihi. Utroligt hvad der sker på et enkelt år.

tirsdag den 31. marts 2009

Færdig!


Nu er jeg endelig færdig med tørklædet.
Garnet var noget tyndere end jeg huskede det, så det tog en del længere tid end ventet at få det færdigt.
Det blev også lidt forsinket af, at jeg fik trang til at hækle lidt kulørte blomster som afveksling.

Det var skønt eeeeendelig at være færdig. Det var hyggeligt at hækle, men jeg har ikke prøvet at hækle denne opskrift i så tyndt garn.




Opskriften er enkel. Det der dejligt, når fingrene ender med at kunne gøre arbejdet af sig selv. Jeg kan desværre ikke få adressen til at du, jeg tror, at den hjemmeside, jeg for længe siden printede den fra, er nedlagt, så link kan der ikke blive noget af.

Det gør sig godt i kraftig mohair som mit eget gamle petroleumsfarvede tørklæde, men det gør sig bestemt også godt i det tynde kidopale i den fine lyse støvede blå farve, der ikke er nem at beskrive. Aqua er måske det ord, der dækker bedst?
Nu er det i hvert fald fotograferet og pakket ind. Nu håber jeg, at modtageren kan lide det, for i skrivende stund ligger det allerede i postkassen.

mandag den 30. marts 2009

Halvvejs med blomster



Så er det tid til at blogge lidt om hæklerier.

Jeg er ca halvvejs med blomsterne til en vest.
Jeg var ved at øve mig på nogle hjemmekomponerede blomster, da Frederikke sagde, at hun også ville have sådan nogen "når hun blev en stor dame".
Hvem kan sige nej til det? Så nu bliver det til en lille vest, når der er blomster nok.

Frederikke følger meget nysgerrigt med i projektets fremdrift. Det går jo ikke så hurtigt, men et par stykker om dagen bliver det da til. -Men hun mener jo, at den er færdig i morgen, og hvis jeg er for langsom kan far da bare strikke den færdig, for han er hurtig!
Da jeg var ved at lave mere te i dag, sad tøsen pludselig og var ved at hækle en af blomsterne færdig for mig. Dyb koncentration. Det kunne jeg ikke stå for, selvom det plejer at være strengt forbudt at lege med mors garn.

søndag den 29. marts 2009

Første havedag

Jeg er kronisk træt for tiden, Karolinemusen suger bogstaveligt talt en masse energi ud af mig, og så gør de første pollen resten. Resultat: splattet mor, der overlever på kaffe, stærk te og chokolade.
Haven er (igen) ved at gro til, og jeg har bare ikke kunnet tage mig sammen til noget som helst. Dovenskab og træthed er en rigtig skidt kombination for at få gjort noget ved det.
Men i dag skinnede solen over Valby, og så blev der taget hul på første havedag i vores lille dukkehus.
Jeg fik stukket kanterne af og luget lidt i bedet langs huset, og så aflivede manden i huset vores grimme kristtorn og fik fejet lidt.
Frederikke skulle lige vise, at hun kunne kravle op på sin lyserøde spand og selv kravle op på gyngen.... det gik ikke så godt. Så mor måtte finde sin indre spejder frem og flytte et par knob, så hun nu selv kan kravle op på gyngen.
Til slut årets første gode kop kaffe på bænken i solen.

lørdag den 28. marts 2009

Tak til venlige mennesker...

.... og absolut ikke til DSB!
Stod i går på Valby Station, hvor skilt på elevator frejdigt forkyndte:
"Ude af drift, hav tålmodighed"

Tålmodighed??????????
Tja bum bum... jeg skal om ca.10 minutter være hos læge og have mindstemus vaccineret...

Tålmodighed?????????
Hvad var mulighederne? Køre til næste station og tage nyt tog tilbage til Valby og håbe, at elevator på anden perron virkede? Lade barnevogn stå på perron og bære barn op ad trappen og hen til lægen?

Heldigvis nåede jeg ikke så langt i mine overvejelser fordi venlige mennesker begyndte at hjælpe med at bære alle de mange klap- og barnevogne op ad trapperne.
En stor tak til lille spinkel kvinde, der hjalp mig med at bære min tossetunge Odder-vogn hele vejen op. Tak!

tirsdag den 24. marts 2009

Ups!

Lørdag gik vi op for at købe ind. Det var bare mig, der havde nøgler med. Låste døre og låste op igen, da vi kom hjem.
Søndag skulle vi ud og fejre Miks fødselsdag med brunch og besøg på "Statens museum for fisk".
Inden vi skulle afsted, rendte fødselsdagsbarnet rundt og ledte efter nøgler. Uden held. Så igen låser jeg overalt.
Da vi kommer hjem igen, leder vi videre. Og tror vist begge, at nøglerne er gået samme vej som utallige huer og halstørklæder. Pist.
Til sidst finder jeg nøglerne: i den jakke, jeg havde på lørdag - jeg troede, at jeg havde mine egne nøgler, da vi købte ind.
Ups!

onsdag den 18. marts 2009

Øje på noget?


Så er det tid til første billede af et billede.


I lørdags fik jeg færdiggjort øjet. Jeg endte med at blive godt tilfreds med det færdig resultat.


Jeg skal ikke trætte med en masse snik-snak om metode, idé osv men bare lade maleriet tale for sig selv.


Snart skal jeg til at afgøre, om det er det billede, der skal med på udstilling til april.


JA! Jeg skal have et billede med på en udstilling!!!!!! Sammen med alle de andre skønne mennesker fra mit malehold og deres lige så skønne billeder. Det bliver skægt at se så mange forskellige billeder hængende side om side.


Jeg beklager kvaliteten af fotoet, en pludselig indskydelse i det gode forårsvejr skulle følges, og så røg maleriet op på døren til skuret (deraf håndtaget i højre side). Det kan være jeg skal eksperimentere lidt med forskellige placeringer og belysninger fremover (og måske, men kun måske, lære at tage fotos, så vinklerne ikke kommer til at se skæve ud), men i dag var bedste bud døren til skuret.

fredag den 13. marts 2009

Første par sokker


Jeg elsker strikkede sokker, men nu er der efterhånden huller i alle dem, som farmor lavede til mig for nogle år siden. Jeg tror, jeg fik fire eller fem ens par med perfekt pasform, samme farve alle sammen, men nu er de ved at være helt færdige.
Jeg gider ikke gå på sådan en klumpet knoldestopning, som jeg sikkert ville få lavet, jeg og gider ikke lære at stoppe dem ordentligt.
Nu har jeg fået lavet mit første par (fanfare).
De er ok. De er lidt løse i skaftet, og jeg havde ikke lige luret den med at starte samme sted på garnet til begge sokker, så striberne passer sammen, sok nr.2 blev fejlmålt (husk, lad være med at gøre ting, der kræver tankevirksomhed, når man er segnefærdig af træthed, men bare liiiige skal...), så jeg måtte lave tåen om, da jeg i udhvilet tilstand konstaterede, at den var en hel del for kort. Nå ja, og så er der vist noget med strikkefastheden. I hvert fald er de mønstrede striber blevet meget forskellige.
Men pyt med alle deres små mangler og skavanker! Jeg har selv lavet dem!!!!!

onsdag den 11. marts 2009

Vinterkæk


I går plukkede Frederikke vintergækker og dorothealiljer i haven.
Det er svært at sige "vintergæk", og hvem kan nænne at rette hende, når hun siger "vinterkæk" i stedet? Kæk var hun i hvert fald i sin røde flyverdragt og stribede hue, mens hun ribbede bedet for dorothealiljer.

søndag den 8. marts 2009

Altings begyndelse

Alting har en begyndelse - også denne blog.

Starten blev nok lagt af Frau Putz, der har gjort meget reklame for "projekt blog".

Selvom der går meget tid med børn, amning og sofa, så bliver der da hæklet, strikket og malet lidt, men om der er nok til at fylde en hel blog - det må tiden vise. Ellers må jeg krydre med et par harmdirrende indlæg om andre ting ("hundelorte på fortov" er et oplagt emne blandt mange).

Hæklenålen er en god gammel ven. God både når det skal være pænt og hurtigt eller hvis jeg trænger til lidt mere udfordrende mønstre.

Strikkepindende og jeg er ikke helt så gode venner, men der er visse ting, der bare ER pænere eller mere anvendelige i strik end hæklet - sokker f.eks. Strikkefasthed og strikkeprøver er stadig nye begreber, der ikke er helt på plads endnu.

Til sidst: Penslerne! Jeg er lige kommet igang med at male lidt igen. Så hver 2.uge forlader jeg nu familien for i et par timer at klatmale på et par lærreder. Forhåbentlig lykkes det at have noget at vise frem, når vi når til maj.


Sådan! Det var starten. Så må vi se, hvad tiden bringer...