søndag den 28. februar 2010

Billeder fra et køkken

Her kommer lidt flere billeder af vores hærgede køkken.




Bare rolig, vi (læs: manden) er kommet længere siden billederne blev taget tidligere på ugen.

Til sidst et billede af Frederikke, der sidder og hygger midt i byggerodet (inden vi kom rigtigt igang).

En barndomsdrøm er opfyldt

Da jeg var barn i 70'erne var pengene ikke overvældende store.
Når der skulle købes nyt fodtøj blev det derfor praktisk fremfor alt.
Og når jeg så også var velsignet med brede fødder med slatne ankler satte det begrænsninger på mulighederne.
Der var fornuftige sko og støvler til hverdag og kinasko i sort velour til "fin" brug.

Men jeg skulle altid kigge på alle de fine sko og sandaler i guld og sølv.

Og nu er barndommens drøm om sølvsandaler vist opfyldt.
I Føtex af alle steder.
Måske er stilen ikke helt som min barndoms prinsessedrøm. På den anden side tror jeg, at disse vil passe fint til både kjoler og jeans:


Sommer kom an, jeg er klar!

tirsdag den 23. februar 2010

Et lille skridt for menneskeheden

... men et stort skridt for Karoline.


Endelig!
Endelig fik hun taget mere end 2 sammenhængende skridt.

Jeg er glad! Og lettet over, at jeg ikke for evigt skal se hende kravle eller slæbe rundt på hendes lille buttede korpus.

tirsdag den 16. februar 2010

Retro køkken



Billederne taler vist for sig selv. Der er retro-tapet, retro-orange, retro-gulv tilsat til afskallet puds, hvor der fliserne sad.
-Hvordan kan vi overhovedet skille os af med noget så smart og fancy?


Måske fordi køkkenet ikke indeholdt en eneste skuffe. Måske fordi alle vores køkkenting havde svært ved at være i køkkenet? Måske fordi det mentalt er svært at abstrahere fra det overvældende udtryk køkkenet havde, da ALT var samme blå farve som radiatoren?
Måske fordi vi ikke lige er til retro-orange. I øvrigt er opvækst i 70'er-orange-brunt hjem med spåpladesofa (umalet....!), storblomstret tapet og ryatæpper er ikke noget jeg vil videregive til mine børn :-)

Nu får de til gengæld mælk i kopper med støv i og udsigten til et nyt og lækkert køkken.

fredag den 5. februar 2010

Snebilleder



Lige som alle andre har jeg også fået taget en masse billeder af sne.
Sådan en hvid tyk dyne pynter meget godt på det hele.
Pludselig kan man ikke se, at haven trænger til lidt mere end bare en enkelt kærlig hånd.

Ting bliver fremhævet og skjult på bedste vis.
Tænk hvis man kunne hive sådan et lag sne ned over sig selv på en mandag, hvor randene under øjnene er ekstra dybe og de grå hår lyser særligt op...

Virkeligheden er stadig mørke rande under øjnene og temmelig mange "sølvglimt" i håret, til gengæld er min dårlige samvittighed pyntet fint.
Se bare min gamle cykel:

Lige nu kan man ikke se, at den er rusten, beskidt og hærget at se på. Den har snart fulgt mig i et halvt liv. De sidste år dog ret passivt.
Sådan en havelåge uden gear er jo ret tung, så den er blevet erstattet af en nyere model med mange gear, så det ikke tager en halv formiddag at cykle på arbejde.

Men suk - min samvittighed. Man kan jo ikke lade så fin en cykel stå og forfalde. Jeg må hellere få den sat i stand. Altså når sneen er smeltet engang.

Det ender med noget godt

Det skal nok ende med at blive godt.
Endnu er stadiet hvor ALT er forfærdeligt og fyldt med støv ikke nået.

Sig goddag til det nye hul mellem køkken og spisestue:



Det ser da ikke så slemt ud, tænker du nu. Det kan da knap nok ses på billedet.
Næh nej, det ser heller ikke vildt ud (endnu).







Bagsiden er lidt værre:





Men stadig ikke SLEM. -Det kommer nok først når hullet bliver stort nok til at man kan gå igennem det :-) Så har vi støv i alle skuffer og skabe, i håret, i legetøjet, i munden...
Og jeg glæder mig.... til at det er færdigt