Snebilleder

Lige som alle andre har jeg også fået taget en masse billeder af sne.
Sådan en hvid tyk dyne pynter meget godt på det hele.
Pludselig kan man ikke se, at haven trænger til lidt mere end bare en enkelt kærlig hånd.

Ting bliver fremhævet og skjult på bedste vis.
Tænk hvis man kunne hive sådan et lag sne ned over sig selv på en mandag, hvor randene under øjnene er ekstra dybe og de grå hår lyser særligt op...

Virkeligheden er stadig mørke rande under øjnene og temmelig mange "sølvglimt" i håret, til gengæld er min dårlige samvittighed pyntet fint.
Se bare min gamle cykel:

Lige nu kan man ikke se, at den er rusten, beskidt og hærget at se på. Den har snart fulgt mig i et halvt liv. De sidste år dog ret passivt.
Sådan en havelåge uden gear er jo ret tung, så den er blevet erstattet af en nyere model med mange gear, så det ikke tager en halv formiddag at cykle på arbejde.

Men suk - min samvittighed. Man kan jo ikke lade så fin en cykel stå og forfalde. Jeg må hellere få den sat i stand. Altså når sneen er smeltet engang.

Første havedag

Jeg er kronisk træt for tiden, Karolinemusen suger bogstaveligt talt en masse energi ud af mig, og så gør de første pollen resten. Resultat: splattet mor, der overlever på kaffe, stærk te og chokolade.
Haven er (igen) ved at gro til, og jeg har bare ikke kunnet tage mig sammen til noget som helst. Dovenskab og træthed er en rigtig skidt kombination for at få gjort noget ved det.
Men i dag skinnede solen over Valby, og så blev der taget hul på første havedag i vores lille dukkehus.
Jeg fik stukket kanterne af og luget lidt i bedet langs huset, og så aflivede manden i huset vores grimme kristtorn og fik fejet lidt.
Frederikke skulle lige vise, at hun kunne kravle op på sin lyserøde spand og selv kravle op på gyngen.... det gik ikke så godt. Så mor måtte finde sin indre spejder frem og flytte et par knob, så hun nu selv kan kravle op på gyngen.
Til slut årets første gode kop kaffe på bænken i solen.

Vinterkæk

I går plukkede Frederikke vintergækker og dorothealiljer i haven.
Det er svært at sige "vintergæk", og hvem kan nænne at rette hende, når hun siger "vinterkæk" i stedet? Kæk var hun i hvert fald i sin røde flyverdragt og stribede hue, mens hun ribbede bedet for dorothealiljer.